Sommeren vinder ind

Morgen solen aer min kind, vågnede meget tideligt og fuglene sang udenfor min rude. Ville dog ikke slippe søvnen, og puttede mig under dynen i håb om bare en lille smule mere tid i drømme land. Det lykkedes. Sådan er det når sommeren holder sit indtog bliver søvnen mindre. Med tidligt lyst.
Kaffen drikkes af min lyserøde kop. Den jeg for mange år siden fik af min dejlige datter. "Min Mor" står der.
Mor. Ja, i dag mor til en dreng der fylder 21 år. Tiden løber meget stærkt synes jeg. Skaber dog de bedste rammer, oplevelser og en dagligdag der giver mening og indhold. Nogen gange høre man ord et sted der sætter gang i tanker og reflektioner. Over livet. Over mit liv. Det skete i søndags.
"Livet er for nogen at vende kalenderblade, får dagene til at gå". Er det tilfredstillende når tiden er løbet ud i timeglasset ? Nej! Ikke for mig. Har siden filosoferet meget over disse ord fra en vis og klog kvinde. For nogen dage er sådan. Hvor dagen går uden de store indput eller dramatiske oplevelser. Det er også godt nok. I orden med lidt ro og afslapning. Både inden i og uden på. Har vi vel alle brug for.

I dag. En dag med sol. Et foredrag i aften. En tur på torvet.. Ud og smage det pulserende liv og suge inspiration i bylivet. På min løbe tur i går fandt jeg en masse inspiration ude på landet. Fandt nye veje, og endte i det smukkeste lille landsby ren bonde idyl.
Løbesko kan bringe mig vidt omkring. Lige nu giver de mig det allerbedste og vigtigste. Ro og meditation i en lidt urlog sjæl.
Må alle få en fantastisk sommer dag...

Solen som glædes spreder

(lånt her)

En helt usædvanlig smuk morgen. Solen sender sit store smil ned og ind ad køkkenvinduet. Fortæller en historie. Om sommer. Der er på vej. Der er blevet grønt omkring, nogle træer står stadig helt nøgne og venter på deres personlige skrædder. Andre er trukket i deres fineste puds. Klar til dans. Til en sommerfest.

Mandag. Maj står lige for. Sidder ude på bænken og venter på at afløse den så muntre og uitlregnelige april. Driller vist maj lidt derude på bænken. Men hun må afsted. Videre på årets vej.
Maj. En måned der sidste år var starten på et mindre godt år. En måned der sendte mig på en rejse, jeg ikke havde planlagt eller forudset. Gerne havde været foruden. Eller ? For nogen gange er det i mørket, i smerten der findes læring og udviklingne finder sted.
Men. Trods den turbulente sommer i 2011 må regnskabet gøres op nu et år efter. Hånden på hjertet. Der er plus på livets konto. Trods der stadig er turbulens og usikre bjerge at bestige.
Samme resultat på "skrive" kontoen. Stort plus. En underlig proces der er i gang. Digte og noveller. Spørger mig selv "er det der jeg er ved at lande i min forfatterdrøm". Det føles rigtigt. Som om landingsbanen pludselig er dukket op i horisonten. Digte og noveller kan med få ord sige meget.
Flyet er landet. For en tid ihvertfald. Digte skrives til veninden. Noveller til fyldepennen. De har lige publiceret en, den sidste nye fra min hånd. "I byens glemsel". Hvis du skulle have lysten. så klik videre.

Et lille digt her fra duften af morgen kaffen, mens jeg vinker farvel til april, byder maj inden for. Maj der kommer med sol og sommer i rygsækken, og måske har den mødt skrædderen på sin vej. Så de sidste nøgne træer kan få tøj på. Der er kommet potter på altanen,

"Potter på altanen står

  små skud op over kanten titter,

  et lille frø der spirre,

et andet der bare stirre.

  Potter på altanen står

  beretter om et dejligt forår"

( Tina )

Kan man det ?

Morgen stunden startede lidt tungt. Vejret var ligeså. Tunge skyer med silende regn var hvad øjet måtte skue. Kaffen sendte sin liflige duft ud, og blev drukket med stor fryd. Den tunge strat på dagen skyldes udefra kommende påvirkning. Noget af det man bare ikke er herre over hvormeget jeg end gerne ville have total kontrol over alt i mit liv. Så er der faktorer hvor jeg ingen indflydelse har.
Fornemmelsen af at der kunne være "kludder" i min sag om sygedagpenge viste sig at holde stik. Trods jeg har ageret med livrem og seler. Nå. Det går i orden. Men bliver vred og irriteret når spørgsmål jeg har stillet om alt nu var korrekt, bliver besvaret af uvidende medarbejder. For hvem hænger problemet nu på ? Mig!
Bevare roen, taler pænt og ordentligt selvom jeg havde lysten til en mindre eksplosion i telefonen. Men til hvad nytte ? Damen var ikke den skyldige.
Som skrevet det ordner sig bare med en smule forsinkelse. Fordi der mangler et enkelt dokument. Jamen, for pokker jeg spurgte jo i sidste uge om de nu havde alt !!!

Det skulle ikke spolere min dag. Men vreden sku ud og det kom den konstruktivt. Rengøring. En god ting at kaste sig over når vreden bobler. Musikken spillede i radioen. Der blev luftet godt ud og vreden fløj ud med støvet. Efterfølgende måtte jeg lige til tasterne. Fordi jeg har fået en opgave. En bestilling.
Lyder ganske flot, ikke sandt ? Men så flot er det altså heller ikke.
Bestilling på digte. En veninde. Hun ville gerne have nogen stykker, skrevet med forskellig skrifttyper, fed og tynd skrift blandet. Ellers var der frit slag for fantasien til at lege.
Hvad skal hun så med dem ? De skal op og hænge i glas og ramme i hendes lejlighed.
Tog ydmygt og taknemligt mod. Men kunne jeg, altså skrive på bestilling? Så skulle det jo være noget personligt noget med dybe og varme. Når det nu var en modtager jeg kendte.

Det lykkedes. Har skevet dem hen ad vejen og i dag er de skrevet ind. Klar til levering næste gang jeg ser hende. Tja, måske bringer det mere med sig.
Men stolt er jeg, over at komme op og hænge i glas og ramme.

GriB!

NUET er DIT

hvis DU vil det.

Ræk ud DIN hånd,

DIN sjæl DIN ånd.

Grib NUET,

hvis DU tør det.

Åbn DIT sind,

lad roen sive ind.

Grib NUET,

Thi det alene er DIT.

(Tina Kristiansen)

Et hjerte der hopper

Så er det vist tiden til at skrive lidt om mine kære børn. Bare lidt. Fordi mor her er ved at nå det der hjørne i livet hvor børnene er blevt til voksne unge. Den sidste er dog stadig hjemmeboende. Men. Det er nok kun et spørgsmål om tid.

Moren mærker panikken. Følelsen af "hvad så"? Noget underligt noget fordi nu er det jo tiden til at søsætte ens egne drømme og ønsker. De af dem der har måtte vente på at børnene fløj hjemmefra. En frihed. Et tab. Men også en glæde. En vist stolthed.
For set i bakspejlet så har de nok måtte kæmpe lidt mere end så mange andre. Derfor hopper mit hjerte af taknemlighed.

De to store er jo godt på vej derovre i Hovedstaden. Den ældste flytter nu sammen med sin kæreste. Ved at finde en læreplads som kok. Datteren har tusiende jern i ilden som jeg ikke vil trætte læseren med. Men, adspurgt om det med en kæreste så hun på mig som om jeg var en tumpe....:-) Nej, det har jeg altså ikke tid til, Mor! Lille manden tja, han vil osse kokke vejen nu. Den glæde og gejst han udstråler nu efter skole giver mig en tro på det er rette hylde. Han har fundet kæresten. Hende der er den søde pige fra landet. Hende der er så meget andreledes end de andre piger.
Underligt som man kan have en forventning om hvilken type ens sønner falder for og så ramme ved siden af. Det gælder begge mine svigerdøtre. Ved det godt. De er unge. Meget kan ske og ændres.
For dem en læring i livet.

Moren. Tja. Hun finder nok pladsen på hylden. Hylden uden små børn. Men med børn der kan og vil selv.

Weekenden er på vej. Dagens løbetur i hus. 15,5km i den næsten lysegrønne skov. Smukt.
God weekend derude i blogland...:-)

Ordhavet Bruser

"INTEGRITET er det, vi udstråler, fordi vi sagde ja til vores hjerte, også da det havde sin pris.
For det har sin pris at vælge sit hjerte, men egentlig er prisen for at vælge det fra endnu højere."
(Citat: Majbritte Ulrikkeholm)

Disse ord har givet genlyd i dag. På FB. Delt af flere. Nået ud på en blog. Begiver sig videre og videre. Sneg sig også ind her. Sådan er det med ord. Citater. Andres indsigt og viden. Gives videre. Bruges. Samles i den lille (eller store) værktøjskasse. Livets værktøj.

De fik mig til at rette mig op i stolen. De talte til mig. Bekræftede mig endnu engang i vigtigheden af at følge sit hjerte. I alle livets arenaer. Hjemme. Ude. I relationer. De nære og de mere perifære.
Prisen kan være høj. Korrekt. Men betalingen ved kasse 1 er betydelig højere hvis vi vælger fra. Ligesom Majbritte så sandt udtrykker.

Mange skilleveje kræver at man må standse op. Lytte. Sige ja eller nej. Til hjertets sang. Men skulle man stå et sted hvor nej vejer tungest, så skal man bestræbe sig på at leve med det. Som den rette beslutning. Lige der. Indtil man er mere klar. Ser mere tydeligt hvad et ja vil betyde. Sådan har det været for mig. En dag sagde jeg ja. Det havde sin pris. Den har været værd at betale. En pris der hed utryghed, usikkerhed, frygt. Begav mig ud på en rejse der i dag har bragt mig et langt stykke hen i mod den jeg gerne vil være. Rejsen er uendelig. Men et godt og solidt fundament skal der til. Det har jeg. Mit helt eget.
Der er mange veje i livet.  Synes man møder mange af de der "ja / nej" situationer. Er det ikke bare en del af rejsen?

Egentlig var det slet ikke meningen indlægget skulle handle om andres ord. Nogen gange er det bare som at tastatur, fingre og tankerne lever deres eget liv. Skriver bare uden at spørge om det nu den rette vej. Skriver fra hjertet. Uden filtre. Nok ganske sundt og lærerigt.

Det er som om der er gået hul på en strøm af ord og ideer. Ideerne som ændre sig hele tiden. Får ofte en ide til en historie. Et digt. En handling. Men i hverdagens jag forsvinder de. Glemmer at tage et notat her og der.
Men i går. Skete det. Et hav af ord strømmede ud over det blanke papir. Blev opslugt. Af historien. Karakteren der tog form. Miløjet. Handlingen. Blev nærmest irriteret over at andre gøremål skulle udføres. Var fanget at min egen historie.

Oplevede at den ændrede retning undervejs. Kvinden i historien ville en anden vej end den jeg havde lagt. Underlig oplevelse. Plads til forbedringer. Det fantastiske var processen der hen. Selve handlingen er ret banal. Nogen vil måske mene ensformig. Hvem ved.

Hvad så i dag? Tænkte på historien i morges mens vasketøjet kørte i kældren. Var godt i gang med at devaluere den som noget skrammel. Skrot der skulle køres på forbrændingen.
"Jante" tog plads. På skuldren. "Hvem tror du egentlig du er". Forfatter! Haha...Hviskede mig i øret.
Jeg rystede godt og grundigt på hovedet. "Jante" røg ned. Tror faktisk den røg i kloarken i vaskekælderen. Tager nok lidt tid at komme op derfra.
Læst. Rettet. Læst. Ændret. Måske bygger jeg videre. Måske ikke. Men historien lever. Karakteren lever sit eget liv. Men hvilken dejlig følelse. At bade i et ordhav.

Skillevejen jeg står ved er genkendelig. Sidste gang valgte jeg den gale vej. Nu prøver jeg den anden. Men ikke lige nu. Vælger at sidde på en sten. Nyde naturen der vågner. Nyde at lige nu og her får jeg en mulighed for at skrive. Nyde kærligheden i mit liv. Reflektere over livets valg og fra valg. Over at sige JA til hjertet.

"INTEGRITET er det, vi udstråler, fordi vi sagde ja til vores hjerte, også da det havde sin pris.
For det har sin pris at vælge sit hjerte, men egentlig er prisen for at vælge det fra endnu højere". 

Nogle af min tekster kan læses Her  

Sendes ind til Forfatternetværket Fyldepennen.

Back on track

Solen vandt kampen på himlen i dag. Skyerne lå tunge som en tyk suppe da jeg gik ud til formiddag. Men pludselig var den der, solen. Smilede ned til mig og vinkede glad. Solbriller fandt vej op ad tasken, musik i ørene på min tur gennem byen. På grøntorvet stod den ene velduftende bod side om side. Farvestrålende blomster og planter pryder pladserne nu. Æg blev købt. De har lige smagen af rigtige æg. den gule blomme fortæller at de høns har fået det rette foder. Så gir jeg gerne lidt mere.

Går med følelsen af at være på sporet. Back on track. Men hvilket ? Hvor føre det hen ? Ved det ej. Jeg følger det bare. En dag ad gangen. Ville gerne have mere kontrol, være den der havde lagt skinnerne så jeg kendte endestationen. Mens jeg går der ud af, ser jeg mod himlen. Skyerne danner billeder, danser med hinanden arm i arm. Danser måske en lille vals for solen. Fuglene synger. Naturen er i sin spæde start klar til foråret, sommer. De fire årstider er noget ganske særligt.

Henter inspiration. Fylder min lille kurv. Kurven er med på min vej, min vandring på sporet. Et spor er jeg dog ret sikker på. Ved hvor endestationen på lige det spor kan være. Der er et stykke derhen. Vejen er belagt med udfordringer. Kræver en vis vedholdenhed. Løbe sporet. Ligger klar. Så tydeligt.
Det betyder noget.Gør en forskel. Hver dag. giver. Glæde. Mening.

Kurven fyldes. Fra andres gode ord. Kloge og vise kvinder findes i blogland. De hjælper mig.Uden de ved det. Fantastisk. Aften solen sænkede sig ned bag trætoppene. Sagde godnat. Lægger sig derude og giver plads til månen. Der måske skal drikke måne te med en stjerne.

Symbolsk, glæde og fin regn

Mål !!!
Fruens Bøge Halvmarathon

Himlen var i det grå look til morgen. Uret kaldte tidligt. Lige da søvnen og jeg flettede fingre. Dynen var ganske tung. Uret hoppede igen. Nu. Fin regn. Vinden ganske tyst. Perfekt. Løbe tøjet lå klar. Sko.Uret. Kroppen.

Allerede i går havde tankerne om : meld fra banket på.  Valgte at lade dem stå uden for døren, og bede dem gå. Find et andet offer. Det blev ikke mig. Løbet i dag gik forrygende. Ikke pr. Ikke let. Bestemt hårdt da de 16 km tikkede ind på uret. Det var bare ikke der mit fokus lå.
Det var rettet mod en slags symbolik. Ca. 300m fra løbet ligger OUH. Patient hotellet. Der  hvor jeg sad og så ud over de grønne trætoppe i Fruens Bøge. Sidste sommer. Med et brændende ønske om at komme til at løbe igen vidste ej om det ville blive virkelighed. I dag gjorde jeg det. Kunne mærke glæden. Hele vejen. selv da lårene begyndte at gør eopmærksom på "din træning er vist ikke helt god"! Korrekt. Men det her handlede om at give mig selv et boost. Gøre noget jeg har savnet. Manglet. Fylde et lille bitte hul inden i.
Det er det nu. For det var bare bedre end jeg havde turde håbe. Stemningen. Mennesker. Venskaber. Meditationen der i skoven i fin stille regn. Nøgne træer. Nydelse.

Dejlig opbakning. Fra kæresten og familien. Hjemme igen. Nyder bare rusen. Sejren. Klapper mig selv blidt på skulderen og siger Godt kæmpet.
Nye veje åbnes. Nogen lukkes. I en tid hvor accept af mit nederlag på arbejdet er en langvarig proces, er det godt at kunne finde sejre andre steder. Fokus. På det gode. I dag. I morgen. På den måde ved jeg at livets bakker er nemmere at forcere.