Underlig overskrift tænker du måske.
Men det var start skudet til at jeg må have ord ud. Ord der presser sig på som en ballon der kan springe hvert øjeblik. Har tænkt mange tanker denne uge, de har kværnet rundt i min hjerne, delt sig i to lejre. En for og en i mod. Brugt megen energi på noget der ikke er mit, og alligevel er det.
Ordkløveri og uforståeligt vrøvl for læseren - måske.
Lørdag nu, en sen aften stund alene. Netop ankommet i min lille hytte på 3.sal. Faktsik "burde" jeg finde min dyne, kan høre den i det fjerne "du skal snart op", ja det ved jeg. Det kommer jeg. Aftenen er tilbragt hvor jeg helst vil være. Med manden jeg håber at blive gammel med. Taknemlighed.
Tog hjem, op på cyklen og ved der er en ny dag i morgen. I over morgen osv....
Der af kom de. Ordene og tankerne der har besat eller måske nærmere sat gang i en række tanker der ikke sådan normalt figurere i mit sind. At miste. Miste den man elsker. Den man ville blive gammel med. Lidt dystert at sove på, og hvor kommer det fra ? Spørger du måske.
En nær benkendt har mistet. En jeg kendte er der i dag sagt farvel til. Fra hendes mand, børn, famile og venner. Vi er mange i ind og udland der i dag har sendt vores medfølelse til denne familie. Fordi det var og er så ufatteligt og uretfærdigt at et fantastisk menneske skulle forlade denne jord alt for tidligt. Fordi et andet menneske handlede tankeløst,uansvarligt og efter min personlige mening totalt hensynsløst.
Er det mit eller ej, er vel op til mig at afgøre. Medfølelse og empati for andre er jo mig, og når noget kommer tæt på kan man ikke undgå at blive berørt.
Disse to mennesker har jeg gennem flere år kendt, mødt omkring vores fælles intresse og passion. Løbet. En kvinde der med sit varme og kærlige sind altid var der når man havde brug for hende. Klar med positive ord når man sled sig gennem natten, klar til at tage ens tøj og hente noget nyt. Kunne blive ved.
Min vrede kan jeg ingen steder rette. Kun bede en bøn for de efterladte og tænde et lys når jeg kommer i kirken og sende mine tanker til denne kvinde.
Vil dog bare med disse ord sige at "Du er savnet og aldrig glemt, og vi ses igen".
Nogen gange må det bare ud. Tankerne om hvor skrøbelige vore liv faktisk er.
Indlæg
Jeg kender dem ikke, men sendte alligevel en hilsen fordi man jo syntes at man er forenet i sit løb. Fik en sød hilsen tilbage og man kan kun undre sig over verdens uretfærdighed. Ved heller ikke hvordan jeg skal udtrykke mine tanker og følelser over for det væsen der ødelagde to familier i sin tåbelighed. Måske er bare nødvendigheden af at leve resten af hendes liv med den byrde straf nok?
SvarSletJeg føler med deg... og jeg vet hvordan du har det nå...
SvarSletVi lever alle på "lånt tid" - og vi bør sette stor pris på det vi har, på den kjære vi har. Den vi vil bli gammel med... Livet er ikke lett å forstå, men vi vet alle at det er skjørt, det er ingen selvfølge. Vi må leve mens vi kan, og elske mens vi kan...
Varm hilsen til deg fra meg